Snesikker skiferie

Kan du ikke vente med at komme på ski, når kalenderen rammer november og december? Vil du være sikker på, at der er sne, når du ankommer til destinationen? Læs med her under for inspiration til en snesikker skiferie tidligt på sæsonen.

Der findes en del skidestinationer, der er snesikre tidligt på sæsonen. De har alle det fællestræk, at de har en gletscher i området. Der findes gletscher på de højeste bjerge i alperne – typisk over 3000m – og her er der is og sne året rundt. Du kan læse mere om, hvad der karakteriserer en gletscher her.

ELSKERSKI - Passo Tonale - Sne

Artiklen bygger på personlige erfaringer med skisportssteder tidligt på sæsonen, så der er kun skidestinationer med, som jeg selv har besøgt, inden kalenderen ramte januar. Listen er således ikke udtømmende for en snesikker skiferie, men vil blive opdateret løbende i takt med, jeg besøger flere områder tidligt på sæsonen. Du kan finde beskrivelser af nedenstående destinationer i artiklen.

Der er nogle ting, man skal være opmærksom på, når man tager afsted tidligt på sæsonen. For det første skal området være snesikkert, men skal man også overveje, hvor stor en del af skiområdet, der er snesikkert og dermed åbent for skiløb. Hvis du skal på en kort skiferie med fly, giver det måske også mening at overveje, hvor lang transfertid der er til skiområdet fra lufthavnen.

Val Thorens

  • Højeste punkt: 3230m
  • Åbner: Midt november
  • Transfer: 3 timer (Grenoble)

Jeg var senest i Val Thorens december 2016. Selve byen er europas højest beliggende skisportsby og kan derfor prale med, at langt de fleste pister starter over 2000m samt at lifterne 7 forskellige steder tager dig over 3000m. Val Thorens byder på et kæmpe skiområde tidligt på sæsonen og byen har mine varmeste anbefalinger til en tidlig skitur, uanset erfaring på ski. Der er dog en forholdsvis lang transfer fra lufthavn til Val Thorens grundet byens høje beliggenhed. Hvis man rejser selv eller kan finde et selskab, der flyver til Chambery i stedet for Grenoble, kan man spare 1 times transfer.

Dom: Val Thorens har et stort og varieret åbent skiområde tidligt på sæsonen og har noget for alle uanset erfaring. Vær OBS på transfertid.

Alpe d’Huez

  • Højeste punkt: 3330m
  • Åbner: Slut november
  • Transfer: 2 timer (Grenoble)

Jeg besøgte Alpe d’Huez i december 2015. Fra byen tager gondolerne Marmottes I, II og III dig fra 1860m samlet op i 3060m, hvorfra du stå på ski på byens gletscher, Pic Blanc, der sikrer sne allerede fra november. Gletscheren har to stolelifte. Den første har 2 blå og 1 rød pist, og der findes yderligere 4 sorte pister, hvis man tager den anden stolelift videre op på toppen i 3330m. I 2015 var der kun sne på gletcheren, hvilket gav et forholdsvis lille skiområde. Jeg rejste med mindre erfarne skiløbere, og de var meget usikre grundet pisterne sværhedsgrad.

Dom: Alpe d’Huez kan have et meget lille åbent område tidligt på sæsonen og er ikke egnet for begyndere.

Hintertux

  • Højeste punkt: 3250m
  • Åbner: Har åbent året rundt
  • Transfer: 1,5 time (Insbruck)

Jeg besøgte Hintertux gletscheren i november 2012 – og jeg husker masser af sne! Hintertux adskiller sig på denne liste, da det i sig selv er en gletscher. Området er på grund af skyggesiden på gletscheren måske det mest snesikre sted i Europa. Det betyder også, at 18km pister er åbne året rundt. Der er ingen rejseselskaber i Danmark, der arrangerer flyture til Hintertux i 2019/2020, selvom det ligger ganske tæt på en lufthavn, så vil du prøve Hintertux, må du planlægge turen selv eller køre derned.

Dom: Vil du være sikker på en snesikker skiferie eller rejser du måske før de gængse skiområder åbner, så er Hintertux din destination.

Tignes

  • Højeste punkt: 3456m
  • Åbner: Har åbent året rundt
  • Transfer: 3,5 time (Grenoble)

Skiområdet i Tignes hænger sammen med Val d’Isere som til sammen giver 300km pister. I Tignes ligger hovedparten af pisterne over 2100m, som gør området til en snesikker destination til en tidlig skiferie med masser af forskellige pister at køre på. Både Tignes og Val d’Isere har en gletscher, så selv på en rigtig dårlig sæson, vil der med sikkerhed være pister med sne. Gletscheren Grande Motte i Tignes har åbent året rundt, hvilket understreger Tignes som en god skidestination til en tidlig skiferie. Tignes er også en god destination for begynderen med alle dens blå og grønne pister.

Dom: Masser af pister med sne tidligt på sæsonen til både begynderen og den garvede. Leder du efter en snesikker destination, så er Tignes svaret. Vær OBS på transfertid.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *